436 bedragerier mod ældre borgere for over 15 mio. kroner var så undergravende for ældre menneskers tillid til pengeinstitutter og MitID, at det undergravede samfundet, og koster derfor mellem 5½ og 6 års fængsel til fire unge mænd i alderen 19-24 år, fastslår Retten i Aarhus.
Bedragerierne foregik ved, at de ældre ofre blev kontaktet telefonisk, hvorefter gerningsmændene udgav sig for at være fra banken eller Nets. De blev fortalt at deres konti blev misbrugt, og at de skulle udlevere login-oplysninger over telefonen for at forhindre misbrug. Herefter loggede svindlerne ind på de ældres konti og tømte dem for beløb.
I alt 455 ældre borgere i hele landet blev enten svindlet eller forsøgt svindlet i perioden fra november 2020 frem til den 8. juni 2022, hvor Østjyllands Politi efter en omfattende efterforskning skred til anholdelse af i alt syv personer i Aarhus Vest.
Tre af de syv anholdte blev efterfølgende løsladt.
Retssagen begyndte den 19. juni 2023 og har kørt over 35 retsdage, hvor der er foretaget afhøring af et stort antal vidner indkaldt fra hele landet, som har været ofre for bedragerierne.
De fire tiltalte nægtede sig skyldige under retssagen, men domsmandsretten i Aarhus, der bestod af to dommere og tre domsmænd, fandt de tiltalte skyldige i bedragerierne i forening.
To af de fire tiltalte fik 6 års fængsel, imens de to øvrige slap med 5½ års fængsel. For de to sidstnævnte var det formildende omstændigheder om ung alder og frifindelse i nogle tidlige forhold, der betød et halvt års kortere fængsel.
Retten lagde ved strafudmålingen vægt på, at bedragerierne har været særdeles omfattende, systematiske og på kynisk vis var målrettet mod ældre borgere og deres tillid til banker, hvorved retten konkluderede, at kriminaliteten har været undergravende for samfundet.
”Der er tale om en særdeles omfattende og kompliceret sag, som har krævet et ekstraordinært stort efterforskningsarbejde. Vi er derfor tilfredse med, at de fire tiltalte nu har fået deres dom, og at der er blevet idømt lange fængselsstraffe, som overordnet ligger tæt på vores strafpåstand i sagen,” siger specialanklager Maj Toftgaard fra anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi, som har ført sagen ved retten sammen med anklagerfuldmægtig Jens Thule.
Tre tiltalte udbad sig betænkningstid, imens en tiltalt ankede på stedet.