To mænd idømt livstid for skuddrab på Vesterbro

En 20-årig svensker og en 22-årig dansker er blevet idømt fængsel på livstid for skuddrab af en 36-årig svensk mand ud for Kaalundsgade 4 på Vesterbro om aftenen den 4. februar 2022.

De to dømte, der var bosiddende i Malmø, blev anholdt af Københavns Politi i marts 2022. Ifølge anklageskriftet er de tilknyttet Holmagrupperingen (Imad-gruppen).

Inden drabet havde de mødt offeret på Københavns Hovedbanegård. Han var angiveligt tilknyttet Kroksbäcksgruppen og Holmagruppen. Sammen kørte de i offerets svenske bil til Oehlenschlægersgade 6, hvor de tre mænd parkerede og fortsatte til fods mod Vesterbrogade, men ud for Kaalundsgade 4, blev offeret skudt i hovedet.

Under retssagen kom det frem, at de to drabsmænd var venner med offeret, men de dømte nægtede sig skyldige og ville ikke udtale sig om deres relation til den dræbte.

Den 26. oktober 2023 blev de to gerningsmænd kendt skyldige i drab af et nævningeting i Københavns Byret. Da drabet blev begået ved anvendelse af et skydevåben på et offentligt tilgængeligt sted og havde karakter af en likvidering på åben gade, blev de dømt efter den strafskærpende bestemmelse i straffelovens § 81 b.

På det grundlag blev straffen den 7. november 2023 udmålt til livsvarigt fængsel.

“Retten lægger i sin afgørelse vægt på, at der var tale om en planlagt likvidering begået på åben gade. Det bør naturligvis udløse en hård straf, og derfor er jeg tilfreds med dommen,” siger anklager Jakob Nielsen fra Københavns Politi.

De to dømte mænd, der havde nægtet sig skyldige under sagen, ankede straks dommen.