Kørte om kap i København i leaset Mercedes: 20-årig mand idømt fængsel i 3 år og 9 måneder efter færdselsdrab med 100 km/t

En 20-årig mand er ved Retten på Frederiksberg blevet idømt fængsel i 3 år og 9 måneder, samt en advarsel om udvisning, for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, der skete den 20. juni 2021 på Borups Allé i København, hvor den dømte kørte om kap.

I krydset ved Borups Allé og Mågevej ramte han med 100 km/t en 21-årig fodgænger, der blev dræbt på stedet, i et område, hvor den maksimalt tilladte hastighed var 60 km/t. Det kom frem i retten, at den dømte i en leaset Mercedes havde kørt om kap i København med andre biler, hvor hastigheden var nået op på 126 km/t.

– Det er en tragisk sag, hvor en ung mand har mistet livet, fordi andre har opført sig helt uansvarligt i trafikken. Jeg er tilfreds med, at retten er enig i, at det var uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, og det afspejles også i den dom, som er afsagt, siger anklager Mie Mahler fra Københavns Politi.

Den dømte overvejer nu, om han vil anke dommen.