To 19-årige mænd dømt efter skyderi i Kvaglund

To 19-årige mænd er blevet dømt af et nævningeting ved Retten i Esbjerg for vold, forsøg på vidnetrussel og besiddelse af skydevåben, herunder grov vold ved brug af skydevåbenet, idet den ene affyrede et afkortet haglgevær mod en person, der blev ramt af adskillige hagl i ansigtet.

Episoden var startet ved Lergravssøen i Esbjerg om aftenen den 1. maj 2021 med to voldsforhold, der fortsatte på en køretur fra en bolig i Esbjerg mod et parcelhus i Kvaglund, hvor volden kulminerede med skudafgivelsen fra haglgeværet.

Den ene 19-årige erkendte delvist volden, men nægtede at have affyret skud. Den anden 19-årige erkendte også volden, men nægtede ligeledes ethvert kendskab til haglgeværet.

Den ene blev idømt fem års fængsel, imens den anden slap med fængsel i to år og seks måneder. En kvinde blev tillige idømt 60 dages fængsel for medvirken til vidnetrusler. De to 19-årige mænd ankede på stedet, imens kvinden valgte at modtage dommen.

Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om fængsel i henholdsvis fem år, to og et halvt år samt tre måneder.